Turneringskomiteen og Appelkomiteen har i samarbejde færdiggjort 2011-udgaven af DBf’s turneringsbestemmelser, som træder i kraft pr. 1. juli 2011.
Nedenfor kan du læse om de vigtigste af ændringerne. Beskrivelsen er i visse tilfælde forenklet; de præcise bestemmelser finder du under fanebladet Regler på forbundets hjemmeside www.bridge.dk.
Spillerhåndbogen
Der er ikke foretaget ændringer i Spillerhåndbogen. 2010-udgaven er således fortsat gældende.
Turneringslederhåndbogen
Der er ikke foretaget ændringer i Turneringslederhåndbogen. 2010-udgaven er således fortsat gældende.
Propositioner for DBf-turneringer
1. Deltagerne fortaber deres ret til rejserefusion, hvis ikke de har indsendt oplysninger til den turneringsansvarlige senest 1 måned efter deres sidste optræden i turneringen (§ 304F). Denne beslutning skyldes, at det ellers ikke er muligt at afslutte regnskabet for turneringen, og TUK vurderer dette som et 100% rimeligt krav til deltagerne. Bestemmelsen er primært relevant i Divisionsturneringen, Damedivisionsturneringen og Pokalturneringen.
2. Reglerne vedrørende samme spillers deltagelse i flere distrikter, kredse eller rækker inden for samme distrikt/kreds i kvalifikationsturneringer til Divisionsturneringen, herunder Østoprykningsturneringen til 3. division, er præciseret (§ 305D og § 324A).
3. Reglerne for systemændringer i Divisionsturneringen, Damedivisionsturneringen og Pokalturneringen er blevet præciseret; desuden er det tilføjet, at systemændringer kan godkendes af den turneringsansvarlige (§ 327C og § 331C).
4. Distrikterne skal betale for det antal pladser, de oprindeligt har fået tildelt til DM-finalerne, uanset om de udnytter disse pladser (§ 351D og § 352B). Det er således ikke tilladt at sælge uudnyttede pladser til andre spillere eller distrikter.
5. I Danish Open (§ 362) er turneringsformatet nu som følger: Kvalifikationsturneringen forlænges til ca. 140-150 spil. De 7 bedste hold samt vinderne af Vinoble Open kvalificerer sig til kvartfinalen. Ekstrachancen sløjfes. I knockoutfasen sløjfes kampen om 3. pladsen.
6. Det er præciseret, at der ikke er begrænsninger på holdnavnene i Danish Open og Vinoble Open, idet den turneringsansvarlige dog kan forbyde upassende holdnavne (§ 362A3 og § 363A4).
Jacob Duschek |
| |
|
|
|